Alle, der arbejder med mennesker ved, at det kan være udfordrende – også på det personlige plan. For at kunne hjælpe andre må man også tage vare på sig selv, og man må forholde sig reflekteret til de vanskeligheder og udfordringer, man møder. Hvis ikke man gør det, er der en fare for, at man enten selv bliver udbrændt eller at man mister sin menneskelighed og empati i kontakten til de mennesker, hvis behov, man skal varetage.
Her hjælper mere kontrol overhovedet ikke! Det gør derimod supervision.
Det er ikke altid ligetil at være hjælper. Hjælpen handler ikke blot om at udføre bestemte praktiske opgaver. Den handler også om kontakten til borgeren, og om måden at gøre det på. Vi mennesker er meget forskellige: Nogle borgere ønsker hjælp til meget – andre kan slet ikke lide at spørge om hjælp. Nogle borgere er meget kritiske og ønsker at modtage hjælp på en helt bestemt måde – andre er næsten overdrevent taknemmelige for en hvilken som helst hjælp de får. Hjælperen må finde ud af, at begå sig i forskellige felter inden for visse organisatoriske og politiske rammer. Det lykkes langt hen ad vejen, men der vil altid forekomme særlige udfordringer og dilemmaer.
I løbet af sommeren har der været afsløringer af hvordan hjemmehjælpere har snydt eller fusket med tidsregistreringerne. Reaktionerne har været heftige og der har været krav om yderligere kontrol. Masser af fagpersoner i hjemmeplejen passer deres job rigtigt godt og har følt deres faglige stolthed krænket og føler sig mødt med mistænkeliggørelse på et uberettiget grundlag.
Stresset af for mange opgaver
Supervision er en måde at sikre at den enkelte, gruppen eller arbejdsteamet får reflekteret over deres egen praksis. Supervision er en ramme, der giver mulighed for at tage problemstillinger op, som er “små”, men som alligevel opleves som store. Ved gruppesupervision er der mulighed for at tage temaer op, som er lærerige både for enkeltpersoner og for gruppen som helhed.
“Hvad skal jeg gøre med min dårlige samvittighed? Jeg tager af sted med en nagende fornemmelse af ikke at have gjort jobbet godt nok. Jeg ville godt gøre det bedre. Jeg har altid lagt væk på at gøre mig umage. Nu er det umuligt på grund af den korte tid, jeg har til rådighed. Jeg har prøvet at løbe stærkere, men det kan jeg ikke holde til.”
“Jeg synes det er svært at holde til at besøge de borgere, der ingen mennesker ser. Jeg mærker tomheden og længslen ligeså snart, jeg træder indenfor døren. Jeg skal tage mig af praktiske ting, og jeg snakker selvfølgelig også lidt, men det er slet ikke nok. Når jeg ser borgerens blik for mig, bliver jeg flov over ikke at kunne være der mere for hende. Jeg ved selvfølgelig godt, at jeg ikke kan give hende alt det, hun har brug for, men alligevel bliver følelsen af afmægtighed ved at melde sig. “
Disse eksempler siger noget om, hvordan man i arbejdet med mennesker kommer på et indre arbejde, der handler om følelser og værdier. Det er gavnligt – eller rettere nødvendigt – at arbejde med disse dilemmaer for at hindre at man med tiden gør sig hård og lukker af for sine følelser og mister sin empati – eller at man bliver udbrændt.
Mit forslag: Alle fagpersoner, der arbejder med mennesker, skal have tilbud om supervision!
Ellen Hansen, supervisor
En måde at komme i gang med at få snor i overspringshandlingerne er at begynde 
Det er straks værre at tabe ansigt. Jeg tror at det er den, der taber ansigt, der selv er den skrappeste i vurdering af betydningen af hændelsen – nogle gange har andre har måske knapt bemærket den. Følelsen af at tabe ansigt kan ledsages af rødmen eller andre synlige kropslige symptomer.
For nogle kommer taleangsten eller angsten for at tabe ansigt til at stå i vejen for de fremtidsønsker, der er relateret til studie- eller arbejdsliv, men det kan også komme til at påvirke andre områder, for i kølvandet på undgåelsesadfærden, hvor man finder på undskyldninger, følger typisk selvbebrejdelser og nedtrykthed. Så er det på tide at gøre noget ved det, så taleangsten ikke kommer til at styre og bestemme!
I en af mine mapper fandt jeg disse 10 bud om at holde oplæg. Jeg har vist fået dem på et kursus en gang. Selv om materialet er mange år gammelt, er det stadig relevant og brugbart. Kurt Johanneson er svensk retorik-professor. Jeg synes det mest overraskende råd er det sidste: Alle talere mislykkes en gang i mellem – ca. hver tredje gang.
Jeg synes 
I særligt pressede situationer kan unge, som er fløjet fra reden søge tilbage til forældrene. I den situation er det vigtigste at sørge for noget basalt forældreomsorg: Lytte, berolige, skabe gode rammer, undgå at være bebrejdende, undgå moraliseren og gode råd.