Her hjælper mere kontrol overhovedet ikke! Det gør derimod supervision.

Det er ikke altid ligetil at være hjælper. Hjælpen handler ikke blot om at udføre bestemte praktiske opgaver. Den handler også om kontakten til borgeren, og om måden at gøre det på. Vi mennesker er meget forskellige: Nogle borgere ønsker hjælp til meget – andre kan slet ikke lide at spørge om hjælp. Nogle borgere er meget kritiske og ønsker at modtage hjælp på en helt bestemt måde – andre er næsten overdrevent taknemmelige for en hvilken som helst hjælp de får. Hjælperen må finde ud af, at begå sig i forskellige felter inden for visse organisatoriske og politiske rammer. Det lykkes langt hen ad vejen, men der vil altid forekomme særlige udfordringer og dilemmaer.

I løbet af sommeren har der været afsløringer af hvordan hjemmehjælpere har snydt eller fusket med tidsregistreringerne. Reaktionerne har været heftige og der har været krav om yderligere kontrol. Masser af fagpersoner i hjemmeplejen passer deres job rigtigt godt og har følt deres faglige stolthed krænket og føler sig mødt med mistænkeliggørelse på et uberettiget grundlag.

Stresset af for mange opgaver

Supervision er en måde at sikre at den enkelte, gruppen eller arbejdsteamet får reflekteret over deres egen praksis. Supervision er en ramme, der giver mulighed for at tage problemstillinger op, som er “små”, men som alligevel opleves som store. Ved gruppesupervision er der mulighed for at tage temaer op, som er lærerige både for enkeltpersoner og for gruppen som helhed.

“Hvad skal jeg gøre med min dårlige samvittighed? Jeg tager af sted med en nagende fornemmelse af ikke at have gjort jobbet godt nok. Jeg ville godt gøre det bedre. Jeg har altid lagt væk på at gøre mig umage. Nu er det umuligt på grund af den korte tid, jeg har til rådighed. Jeg har prøvet at løbe stærkere, men det kan jeg ikke holde til.”

“Jeg synes det er svært at holde til at besøge de borgere, der ingen mennesker ser. Jeg mærker tomheden og længslen ligeså snart, jeg træder indenfor døren. Jeg skal tage mig af praktiske ting, og jeg snakker selvfølgelig også lidt, men det er slet ikke nok. Når jeg ser borgerens blik for mig, bliver jeg flov over ikke at kunne være der mere for hende. Jeg ved selvfølgelig godt, at jeg ikke kan give hende alt det, hun har brug for, men alligevel bliver følelsen af afmægtighed ved at melde sig. “

Disse eksempler siger noget om, hvordan man i arbejdet med mennesker kommer på et indre arbejde, der handler om følelser og værdier. Det er gavnligt – eller rettere nødvendigt – at arbejde med disse dilemmaer for at hindre at man med tiden gør sig hård og lukker af for sine følelser og mister sin empati – eller at man bliver udbrændt.

Mit forslag: Alle fagpersoner, der arbejder med mennesker, skal have tilbud om supervision!

Ellen Hansen, supervisor

Her vil jeg bidrage med en meget enkel visuel model, som jeg har udviklet til de personalegrupper, som jeg superviserer. Den giver umiddelbar mening for alle, der indtil videre har afprøvet den.  Den gør det muligt for at hver enkelt i en gruppe på en enkel måde kan fortælle, hvor stressede de aktuelt føler sig. Hvis der er behov for det, kan man uddybe fortællingen og dele sine oplevelser, men man kan også sige det ganske kort.

Modellen har været brugt til at man i teams har kunnet tage vare på hinanden – fx hvis en person var på vej fra C til D. Forklaring følger!

At kunne skille tingene ad

Her er man i det store og hele i stand til både at være engageret i sit arbejde og at kunne lægge det fra sig. Man kan adskille ”noget” fra ”noget andet”.

Eksempler:

• Arbejde <-> Privatliv
• En svær arbejdsopgave <->  Frokostpausen
• Arbejdsopgave 1 <-> Arbejdsopgave 2

Selvom man normalt kan adskille på denne måde er det helt almindeligt og naturligt at det til tider ikke kan være anderledes at presset øges og buen spændes (B og C) for en stund og man vender tilbage til A igen.

Presset vokser – Buen spændes

Her vokser presset. Buen spændes.

• Det mærkes psykisk
• Det mærkes fysisk
• Det bliver sværere at gå “til” og “fra”

Buen er ved at briste

Her begynder presset at blive for stort. Det er ikke længere muligt at opretholde sine grænser.

Man føler et meget stort pres, og knokler for at nå alt muligt, men indsatsen mangler ofte eftertanke, retning og jordforbindelse. Der er ikke tid til at forholde sig til mening. Tingene skal bare gøres, og man ser frem til at det er overstået.

Der kommer ”huller” og man kan føle sig fx oversvømmet, depressiv, irritabel, ustabil, sårbar, energiforladt, tom, opfarende, svært ved at slappe af, søvnløshed, svært ved at huske oma.

Buen er bristet!

Her er grænserne væk, og den stressramte vil være overvældet og kaotisk – eller tom og apatisk – eller skifte mellem disse tilstande.

Det tager tid at komme sig igen. Det er nødvendigt at sygemelde sig, og der kan være brug for professionel støtte.

At komme videre

Et eksempel:

I en arbejdsgruppe indledtes supervisionen med en runde om stress. Flere syntes ikke, at deres oplevelse kunne udtrykkes med et enkelt bogstav. De sagde fx: Jeg er mest i A og lidt i B, men engang i mellem når det op på C, og så ved jeg, at jeg skal tilbage mod A.

En enkelt i gruppen fortalte at hun var i C og på vej mod D. De øvrige i gruppen blev forbavsede, og var slet ikke klar over, at det var så slemt. I løbet af supervisionen fandt gruppen sammen med supervisor frem til hvordan de kunne støtte den stressede kollega. Ledelsen blev inddraget og orienteret.

Ved den næste supervision fortalte gruppen at støtten havde virket godt, og at de nu var vendt tilbage til den almindelige arbejdsfordeling. Alle var glade for interventionen.

Se evt. mere om supervision for personalegrupper på www.supervisionplus.dk

- Ellen Hansen, www.ellenhansen.dk

”Angsten for at rejse sig og tale i en forsamling plager næsten halvdelen af den danske befolkning. Det viser en Gallup-undersøgelse”

Urban 25.1.2010

Jeg har igennem 12 år haft undervisnings- og terapiforløb for mennesker, der plages af taleangst. Jeg har i forbindelse med min undervisning erfaret at rigtigt mange mennesker har svært ved at træde frem foran andre – også selv om de brænder for emnet og besidder masser af viden og kompetence. Men taleangst er i høj grad et skjult problem. Mange går stille med det, og finder måder hvorpå de kan undvige de faretruende situationer. Tallene i Gallupundersøgelsen er overraskende, og jeg håber at undersøgelsen kan medvirke til at sætte mere fokus på problemet.

Undvigelsesstrategier letter kun kortvarigt og i kølvandet på undvigelsen venter selvbebrejdelser og fornemmelsen af at svigte både sig selv og andre. Taleangsten kolliderer ofte med vigtige værdier hos den person, der  oplever den, og det kan opleves som nærmest umuligt at få brudt den onde cirkel og komme i gang med at turde tale.

Artiklen i Urban fortæller om www.123tal.dk som er et initiativ, hvor man kan træne i det at holde tale. Det er en fremragende ide, og en god måde at komme videre, hvis man fx har forsøgt at træne derhjemme med video eller audiooptagelser forud for sine oplæg, og nu ønsker at komme videre.

Nogle taleangste har dog brug for et tilbud som er specifikt målrettet til taleangste førend de kan træne på almindelige tale- eller retorikkurser. Dette er muligt i en såkaldt turde-tale-gruppe eller på en turde-tale-workshop. Her kan man møde andre med en tilsvarende problematik, og der er mulighed for at få råd og støtte, der matcher hver enkelt deltager –  samtidig med at man også får en masse ud af at lytte til og tage del i resten af gruppens udvikling. Man lærer at give feedback til hinanden – og opdager den mærkværdighed at der ofte er meget stor forskel på, hvordan man oplever sin egen præstation og hvordan den opleves af andre.  De fleste gør det langt bedre end de tror, og når den erfaring med tiden opleves troværdig og får indflydelse i selvforståelsen, kan man stille og roligt gå videre med at forbedre og udvikle sine oplæg.

Du kan læse mere på min hjemmeside, og du er meget velkommen til at henvende dig med spørgsmål eller at skrive dig på en liste, så du får besked om kommende workshops og grupper. De oprettes efter behov ved min. 5 og max. 8 tilmeldte.

Virker det godt at tænke sådan? Nej!

En måde at komme i gang med at få snor i overspringshandlingerne er at begynde at bestemme over sig selv – bare i ganske kort tid. Det må foregå med meget små skridt. Start med få minutter, og skynd dig at vende tilbage til det, du er vant til. Næste gang skruer du lidt op for tidsintervallet.Der kan efterhånden næsten gå sport i det.

Det gælder om at tage så tilpas små skridt, at det er overkommeligt, og du føler at du kan gøre det så let som ingenting.

I første omgang gælder det altså blot om at komme i gang – herefter kan du stille og roligt udvide. Der er masser af gode råd at hente rundt omkring mht. at sætte sig mål – mange virker sikkert godt, hvis man altså bruger dem. Problemet er, hvis man ikke bruger dem.

Min erfaring er, at en forudsætning for at kunne følge gode råd, er den simple kendsgerning, at man til en vis grad må kunne bestemme over sig selv. Det er slet ikke så nemt som det lyder! Start i det små. Brug en logbog, så du følger processen. Hvis målet er for højt, så sæt overliggeren lidt lavere – hellere lidt, der bliver til noget – end en hel masse, der ikke bliver til noget! Tal med en person, du kan sparre med undervejs – evt. en professionel!

Måske ved du slet ikke hvad overspringshandlinger er? Så prøv at se denne video – den er formidabel. Vi, der kender overspringshandlinger kan nyde genkendelsens glæde.

YouTube – Video om procrastination

Held og lykke med dit projekt!

Fantastisk ide – og nemt at bruge og give. Jeg indbetaler 25$ pr. person, jeg støtter. Det samme gør flere andre. Tilsammen hjælper folk fra mange egne og med forskellige baggrunde den enkelte iværksætter. Pengene tilbagebetales i små rater, og så er de klar til nye lån, hvis det er det, man vil. Det vil jeg :-)

Som KIVA-långiver kan du altid se, hvem du låner til, indbetalinger mv. Du kan også få overblik, hvor i verden dine låntagere bor, og du har mulighed for selv at vælge, hvem du vil give lån til. Nogle gange har jeg fx valgt kvinder på nogenlunde min egen alder – andre gange har det været helt andre kriterier. Nedenfor kan du se et eksempel på et kort, der viser hvor i verden dine låntagere bor.

25$ = 125 kr.

Man kan tilmelde sig forskellige teams under KIVA – fx har Team Denmark aktuelt 181 medlemmer, så der er plads til mange flere! Check det ud – og se om det er noget for dig!

Det er straks værre at tabe ansigt. Jeg tror at det er den, der taber ansigt, der selv er den skrappeste i vurdering af betydningen af hændelsen – nogle gange har andre har måske knapt bemærket den. Følelsen af at tabe ansigt kan ledsages af rødmen eller andre synlige kropslige symptomer.

Hvis man har prøvet at tabe ansigt vil man typisk fremover søge at undgå situationer, hvor det kan ske igen. Ubehaget ved at tabe ansigt er stærkt og huskes både af krop og følelser. Det er ikke altid virksomt at sige til sig selv, at det er noget pjat eller ulogisk, og det kan være vanskeligt at lade fornuften bestemme over de følelsesmæssige reaktioner. Det er som om fornuften ikke fungerer eller at den ikke kan komme til at bestemme i de situationer, det handler om.

Når man skal præstere noget, træde frem foran andre – eller vise noget om hvad man kan eller står for, kommer man i andres fokus. For mange af os er dette forbundet med en utryghed, ubehag eller angst for at tabe ansigt. Der er dermed meget mere på spil end selve oplægget: Det kommer også til at handle om risikoen for at tabe ansigt. Man forestiller sig at man taber respekt, status eller agtelse, og man forestiller sig at en enkelt situation vil være det, man bliver bedømt på.

For nogle kommer taleangsten eller angsten for at tabe ansigt til at stå i vejen for de fremtidsønsker, der er relateret til studie- eller arbejdsliv, men det kan også komme til at påvirke andre områder, for i kølvandet på undgåelsesadfærden, hvor man finder på undskyldninger, følger typisk selvbebrejdelser og nedtrykthed. Så er det på tide at gøre noget ved det, så taleangsten ikke kommer til at styre og bestemme!

Hvad synes du er værst: at ”tabe hovedet” eller at ”tabe ansigt”?

Man skal altid forberede sig (ikke i flyet eller toget, brug 10 dage)

Hver gang er unik (en succes er ingen forsikring, nyt publikum)

Man skal have noget at sige (spørg: Hvad vil du opnå?)

Start og landing er det farligste (det tager 15 sek. for folk at beslutte sig til, om de gider høre efter)

Gør det svære enkelt og konkret (anvend billeder så folk kan se det for sig)

Tal frit og levende (læs aldrig op, brug kun få og flotte overheads)

Tal med øjne, hænder og krop – med hele dit jeg (se dig selv på video og pil unoderne ud)

Du skal give noget af dig selv (folks skal føle du vil i dialog)

Sig aldrig undskyld (sig aldrig at du er syg, er kvinde, taler med dialekt etc.)

Alle talere mislykkes en gang imellem – også du (du må tage chancer og mislykkes ca. hver 3. gang)

Denne frygt er besværlig at opleve, men kan med træning mestres. Grundig forberedelse er vigtig – og undervejs kan man støtte sig til et stikordsmanuskript eller en præsentation. Det giver en vis sikkerhed og noget at vende tilbage til, når man undervejs for en kort stund kan tabe tråden. Når og hvis man taber tråden, kan det føles som meget lang tid før man finder den igen, men hvis man ser pausen på video, vil man kunne konstatere at en sådan pause oftest er overraskende kortvarig, og helt ok. Så man behøver overhovedet ikke undskylde, udtale selvbebrejdelser eller lignende, men kan i stedet blot fortsætte, hvor man slap.

Prøv at optage dig selv med lyd eller lyd+billede, når du næste gang forbereder et oplæg.

Bagefter kan du sammenligne din tidsfornemmelse af pauserne med optagelsen. Er der forskel?

Alain de Botton fortæller på Ted mere om sin forståelse af statusangst. Han kan høres her – i et veloplagt oplæg:

Mindfulness betyder noget i retning af “bevidst nærvær”. Metoderne er enkle, og meget anvendelige til stressreduktion, øgning af livskvalitet, træning i at være nærværende oma.

Mindfulness er en praksis, som er særdeles brugbar for faggrupper, der arbejder med mennesker: Nærvær og empatisk kontakt er af fundamental betydning, og mindfulness er en måde at holde sit “arbejdsredskab” i god stand.

MentalWorkout har udgivet nogle guidede mindfulness-øvelser, som er meget brugbare i hverdagen – både derhjemme og i en pause på arbejde. Jeg har programmet på min iPhone, og kan vælge mellem 4 tidsrum: 5, 10, 15 eller 20 minutter. Stemmen er behagelig at lytte til, og der er heldigvis ikke baggrunds-newage-musik. Jeg er forbavset over virkningen af 5 minutters mindfulness (selv om jeg har mange års erfaring med meditation) -og har flere gange oplevet at skuldrene er faldet ned, der er kommet ro på og et dejligt velvære har bredt sig.

Man kan også downloade til mp3 – og priserne er 1-2$.

Nogle unge oplever det fx som et pres hvis forældrene tager udgangspunkt i en viden om hvordan uddannelsessystemet fungerede i ”gamle dage”. Nogle er bekymrede for om forældrene mon forstår, at det er vanskeligere at få en god karakter på en videregående uddannelse end i gymnasiet. Det kan være godt at vide at kravene er højere end tidligere. Man kan godt være dygtig og så alligevel dumpe.

Nogle unge oplever en evig opmærksomhed og bekymring fra forældrenes side som de gerne ville være foruden. Nogle unge vælger at fortælle “historier” bare for at slippe for bekymringen. Nogle forældre kan være tilbøjelige til i ord eller blot i tonefald og mimik at udtrykke en underliggende kritik omkring valg af aktiviteter og fritidsinteresser: ”Burde du ikke i stedet have ….”.

I særligt pressede situationer kan unge, som er fløjet fra reden søge tilbage til forældrene. I den situation er det vigtigste at sørge for noget basalt forældreomsorg: Lytte, berolige, skabe gode rammer, undgå at være bebrejdende, undgå moraliseren og gode råd.

Undlad at sammenligne med andre.

Læg vægt på at tale om andet end studiet, fremtiden og eksamener.

Sørg for at “frede”  den studerende mht. familiemæssige problemstillinger op til eksamen.

Husk på, at fremtiden sagtens kan være god – uanset hvordan det går med studiet.

Læg mærke til om din søn eller datter kan lide at blive spurgt om studiet – eller endnu bedre spørg om dette.

Undgå skænderier i perioden op til eksamener eller andre pressede situationer.

Spørg, hvad den studerende har brug for – og hvad som er irriterende eller hæmmende.