”Angsten for at rejse sig og tale i en forsamling plager næsten halvdelen af den danske befolkning. Det viser en Gallup-undersøgelse”

Urban 25.1.2010

Jeg har igennem 12 år haft undervisnings- og terapiforløb for mennesker, der plages af taleangst. Jeg har i forbindelse med min undervisning erfaret at rigtigt mange mennesker har svært ved at træde frem foran andre – også selv om de brænder for emnet og besidder masser af viden og kompetence. Men taleangst er i høj grad et skjult problem. Mange går stille med det, og finder måder hvorpå de kan undvige de faretruende situationer. Tallene i Gallupundersøgelsen er overraskende, og jeg håber at undersøgelsen kan medvirke til at sætte mere fokus på problemet.

Undvigelsesstrategier letter kun kortvarigt og i kølvandet på undvigelsen venter selvbebrejdelser og fornemmelsen af at svigte både sig selv og andre. Taleangsten kolliderer ofte med vigtige værdier hos den person, der  oplever den, og det kan opleves som nærmest umuligt at få brudt den onde cirkel og komme i gang med at turde tale.

Artiklen i Urban fortæller om www.123tal.dk som er et initiativ, hvor man kan træne i det at holde tale. Det er en fremragende ide, og en god måde at komme videre, hvis man fx har forsøgt at træne derhjemme med video eller audiooptagelser forud for sine oplæg, og nu ønsker at komme videre.

Nogle taleangste har dog brug for et tilbud som er specifikt målrettet til taleangste førend de kan træne på almindelige tale- eller retorikkurser. Dette er muligt i en såkaldt turde-tale-gruppe eller på en turde-tale-workshop. Her kan man møde andre med en tilsvarende problematik, og der er mulighed for at få råd og støtte, der matcher hver enkelt deltager –  samtidig med at man også får en masse ud af at lytte til og tage del i resten af gruppens udvikling. Man lærer at give feedback til hinanden – og opdager den mærkværdighed at der ofte er meget stor forskel på, hvordan man oplever sin egen præstation og hvordan den opleves af andre.  De fleste gør det langt bedre end de tror, og når den erfaring med tiden opleves troværdig og får indflydelse i selvforståelsen, kan man stille og roligt gå videre med at forbedre og udvikle sine oplæg.

Du kan læse mere på min hjemmeside, og du er meget velkommen til at henvende dig med spørgsmål eller at skrive dig på en liste, så du får besked om kommende workshops og grupper. De oprettes efter behov ved min. 5 og max. 8 tilmeldte.

Virker det godt at tænke sådan? Nej!

En måde at komme i gang med at få snor i overspringshandlingerne er at begynde at bestemme over sig selv – bare i ganske kort tid. Det må foregå med meget små skridt. Start med få minutter, og skynd dig at vende tilbage til det, du er vant til. Næste gang skruer du lidt op for tidsintervallet.Der kan efterhånden næsten gå sport i det.

Det gælder om at tage så tilpas små skridt, at det er overkommeligt, og du føler at du kan gøre det så let som ingenting.

I første omgang gælder det altså blot om at komme i gang – herefter kan du stille og roligt udvide. Der er masser af gode råd at hente rundt omkring mht. at sætte sig mål – mange virker sikkert godt, hvis man altså bruger dem. Problemet er, hvis man ikke bruger dem.

Min erfaring er, at en forudsætning for at kunne følge gode råd, er den simple kendsgerning, at man til en vis grad må kunne bestemme over sig selv. Det er slet ikke så nemt som det lyder! Start i det små. Brug en logbog, så du følger processen. Hvis målet er for højt, så sæt overliggeren lidt lavere – hellere lidt, der bliver til noget – end en hel masse, der ikke bliver til noget! Tal med en person, du kan sparre med undervejs – evt. en professionel!

Måske ved du slet ikke hvad overspringshandlinger er? Så prøv at se denne video – den er formidabel. Vi, der kender overspringshandlinger kan nyde genkendelsens glæde.

YouTube – Video om procrastination

Held og lykke med dit projekt!

Det er straks værre at tabe ansigt. Jeg tror at det er den, der taber ansigt, der selv er den skrappeste i vurdering af betydningen af hændelsen – nogle gange har andre har måske knapt bemærket den. Følelsen af at tabe ansigt kan ledsages af rødmen eller andre synlige kropslige symptomer.

Hvis man har prøvet at tabe ansigt vil man typisk fremover søge at undgå situationer, hvor det kan ske igen. Ubehaget ved at tabe ansigt er stærkt og huskes både af krop og følelser. Det er ikke altid virksomt at sige til sig selv, at det er noget pjat eller ulogisk, og det kan være vanskeligt at lade fornuften bestemme over de følelsesmæssige reaktioner. Det er som om fornuften ikke fungerer eller at den ikke kan komme til at bestemme i de situationer, det handler om.

Når man skal præstere noget, træde frem foran andre – eller vise noget om hvad man kan eller står for, kommer man i andres fokus. For mange af os er dette forbundet med en utryghed, ubehag eller angst for at tabe ansigt. Der er dermed meget mere på spil end selve oplægget: Det kommer også til at handle om risikoen for at tabe ansigt. Man forestiller sig at man taber respekt, status eller agtelse, og man forestiller sig at en enkelt situation vil være det, man bliver bedømt på.

For nogle kommer taleangsten eller angsten for at tabe ansigt til at stå i vejen for de fremtidsønsker, der er relateret til studie- eller arbejdsliv, men det kan også komme til at påvirke andre områder, for i kølvandet på undgåelsesadfærden, hvor man finder på undskyldninger, følger typisk selvbebrejdelser og nedtrykthed. Så er det på tide at gøre noget ved det, så taleangsten ikke kommer til at styre og bestemme!

Hvad synes du er værst: at ”tabe hovedet” eller at ”tabe ansigt”?

Nogle unge oplever det fx som et pres hvis forældrene tager udgangspunkt i en viden om hvordan uddannelsessystemet fungerede i ”gamle dage”. Nogle er bekymrede for om forældrene mon forstår, at det er vanskeligere at få en god karakter på en videregående uddannelse end i gymnasiet. Det kan være godt at vide at kravene er højere end tidligere. Man kan godt være dygtig og så alligevel dumpe.

Nogle unge oplever en evig opmærksomhed og bekymring fra forældrenes side som de gerne ville være foruden. Nogle unge vælger at fortælle “historier” bare for at slippe for bekymringen. Nogle forældre kan være tilbøjelige til i ord eller blot i tonefald og mimik at udtrykke en underliggende kritik omkring valg af aktiviteter og fritidsinteresser: ”Burde du ikke i stedet have ….”.

I særligt pressede situationer kan unge, som er fløjet fra reden søge tilbage til forældrene. I den situation er det vigtigste at sørge for noget basalt forældreomsorg: Lytte, berolige, skabe gode rammer, undgå at være bebrejdende, undgå moraliseren og gode råd.

Undlad at sammenligne med andre.

Læg vægt på at tale om andet end studiet, fremtiden og eksamener.

Sørg for at “frede”  den studerende mht. familiemæssige problemstillinger op til eksamen.

Husk på, at fremtiden sagtens kan være god – uanset hvordan det går med studiet.

Læg mærke til om din søn eller datter kan lide at blive spurgt om studiet – eller endnu bedre spørg om dette.

Undgå skænderier i perioden op til eksamener eller andre pressede situationer.

Spørg, hvad den studerende har brug for – og hvad som er irriterende eller hæmmende.