Her hjælper mere kontrol overhovedet ikke! Det gør derimod supervision.

Det er ikke altid ligetil at være hjælper. Hjælpen handler ikke blot om at udføre bestemte praktiske opgaver. Den handler også om kontakten til borgeren, og om måden at gøre det på. Vi mennesker er meget forskellige: Nogle borgere ønsker hjælp til meget – andre kan slet ikke lide at spørge om hjælp. Nogle borgere er meget kritiske og ønsker at modtage hjælp på en helt bestemt måde – andre er næsten overdrevent taknemmelige for en hvilken som helst hjælp de får. Hjælperen må finde ud af, at begå sig i forskellige felter inden for visse organisatoriske og politiske rammer. Det lykkes langt hen ad vejen, men der vil altid forekomme særlige udfordringer og dilemmaer.

I løbet af sommeren har der været afsløringer af hvordan hjemmehjælpere har snydt eller fusket med tidsregistreringerne. Reaktionerne har været heftige og der har været krav om yderligere kontrol. Masser af fagpersoner i hjemmeplejen passer deres job rigtigt godt og har følt deres faglige stolthed krænket og føler sig mødt med mistænkeliggørelse på et uberettiget grundlag.

Stresset af for mange opgaver

Supervision er en måde at sikre at den enkelte, gruppen eller arbejdsteamet får reflekteret over deres egen praksis. Supervision er en ramme, der giver mulighed for at tage problemstillinger op, som er “små”, men som alligevel opleves som store. Ved gruppesupervision er der mulighed for at tage temaer op, som er lærerige både for enkeltpersoner og for gruppen som helhed.

“Hvad skal jeg gøre med min dårlige samvittighed? Jeg tager af sted med en nagende fornemmelse af ikke at have gjort jobbet godt nok. Jeg ville godt gøre det bedre. Jeg har altid lagt væk på at gøre mig umage. Nu er det umuligt på grund af den korte tid, jeg har til rådighed. Jeg har prøvet at løbe stærkere, men det kan jeg ikke holde til.”

“Jeg synes det er svært at holde til at besøge de borgere, der ingen mennesker ser. Jeg mærker tomheden og længslen ligeså snart, jeg træder indenfor døren. Jeg skal tage mig af praktiske ting, og jeg snakker selvfølgelig også lidt, men det er slet ikke nok. Når jeg ser borgerens blik for mig, bliver jeg flov over ikke at kunne være der mere for hende. Jeg ved selvfølgelig godt, at jeg ikke kan give hende alt det, hun har brug for, men alligevel bliver følelsen af afmægtighed ved at melde sig. “

Disse eksempler siger noget om, hvordan man i arbejdet med mennesker kommer på et indre arbejde, der handler om følelser og værdier. Det er gavnligt – eller rettere nødvendigt – at arbejde med disse dilemmaer for at hindre at man med tiden gør sig hård og lukker af for sine følelser og mister sin empati – eller at man bliver udbrændt.

Mit forslag: Alle fagpersoner, der arbejder med mennesker, skal have tilbud om supervision!

Ellen Hansen, supervisor

Her vil jeg bidrage med en meget enkel visuel model, som jeg har udviklet til de personalegrupper, som jeg superviserer. Den giver umiddelbar mening for alle, der indtil videre har afprøvet den.  Den gør det muligt for at hver enkelt i en gruppe på en enkel måde kan fortælle, hvor stressede de aktuelt føler sig. Hvis der er behov for det, kan man uddybe fortællingen og dele sine oplevelser, men man kan også sige det ganske kort.

Modellen har været brugt til at man i teams har kunnet tage vare på hinanden – fx hvis en person var på vej fra C til D. Forklaring følger!

At kunne skille tingene ad

Her er man i det store og hele i stand til både at være engageret i sit arbejde og at kunne lægge det fra sig. Man kan adskille ”noget” fra ”noget andet”.

Eksempler:

• Arbejde <-> Privatliv
• En svær arbejdsopgave <->  Frokostpausen
• Arbejdsopgave 1 <-> Arbejdsopgave 2

Selvom man normalt kan adskille på denne måde er det helt almindeligt og naturligt at det til tider ikke kan være anderledes at presset øges og buen spændes (B og C) for en stund og man vender tilbage til A igen.

Presset vokser – Buen spændes

Her vokser presset. Buen spændes.

• Det mærkes psykisk
• Det mærkes fysisk
• Det bliver sværere at gå “til” og “fra”

Buen er ved at briste

Her begynder presset at blive for stort. Det er ikke længere muligt at opretholde sine grænser.

Man føler et meget stort pres, og knokler for at nå alt muligt, men indsatsen mangler ofte eftertanke, retning og jordforbindelse. Der er ikke tid til at forholde sig til mening. Tingene skal bare gøres, og man ser frem til at det er overstået.

Der kommer ”huller” og man kan føle sig fx oversvømmet, depressiv, irritabel, ustabil, sårbar, energiforladt, tom, opfarende, svært ved at slappe af, søvnløshed, svært ved at huske oma.

Buen er bristet!

Her er grænserne væk, og den stressramte vil være overvældet og kaotisk – eller tom og apatisk – eller skifte mellem disse tilstande.

Det tager tid at komme sig igen. Det er nødvendigt at sygemelde sig, og der kan være brug for professionel støtte.

At komme videre

Et eksempel:

I en arbejdsgruppe indledtes supervisionen med en runde om stress. Flere syntes ikke, at deres oplevelse kunne udtrykkes med et enkelt bogstav. De sagde fx: Jeg er mest i A og lidt i B, men engang i mellem når det op på C, og så ved jeg, at jeg skal tilbage mod A.

En enkelt i gruppen fortalte at hun var i C og på vej mod D. De øvrige i gruppen blev forbavsede, og var slet ikke klar over, at det var så slemt. I løbet af supervisionen fandt gruppen sammen med supervisor frem til hvordan de kunne støtte den stressede kollega. Ledelsen blev inddraget og orienteret.

Ved den næste supervision fortalte gruppen at støtten havde virket godt, og at de nu var vendt tilbage til den almindelige arbejdsfordeling. Alle var glade for interventionen.

Se evt. mere om supervision for personalegrupper på www.supervisionplus.dk

- Ellen Hansen, www.ellenhansen.dk