Denne frygt er besværlig at opleve, men kan med træning mestres. Grundig forberedelse er vigtig – og undervejs kan man støtte sig til et stikordsmanuskript eller en præsentation. Det giver en vis sikkerhed og noget at vende tilbage til, når man undervejs for en kort stund kan tabe tråden. Når og hvis man taber tråden, kan det føles som meget lang tid før man finder den igen, men hvis man ser pausen på video, vil man kunne konstatere at en sådan pause oftest er overraskende kortvarig, og helt ok. Så man behøver overhovedet ikke undskylde, udtale selvbebrejdelser eller lignende, men kan i stedet blot fortsætte, hvor man slap.

Prøv at optage dig selv med lyd eller lyd+billede, når du næste gang forbereder et oplæg.

Bagefter kan du sammenligne din tidsfornemmelse af pauserne med optagelsen. Er der forskel?

Alain de Botton fortæller på Ted mere om sin forståelse af statusangst. Han kan høres her – i et veloplagt oplæg:

Antikvariske bøger finder jeg på www.antikvariat.net. Her kan man også skrive sig op til bøger, der ikke aktuelt findes på hylderne.

Så, jeg blev glad for at høre, at der nu var en bog på vej, og den lever bestemt op til mine forventninger. Foruden teori indeholder bogen mange praktiske anvisninger – alt sammen på en dejlig jordnær måde. Eventyrerne og fortællinger er der selvfølgelig også blevet plads til. Mange af disse er brugbare på mange måder. Her er for eksempel en historie, som jeg vil bruge til studerende, der bliver helt overanstrengte af at læse til eksamen – eller til andre, der forbereder sig så meget, så det ender med at blive stift og anstreng. Læs blot her:

Jorge Londono, Aikido Sensei fra Århus fortalte følgende zen-historie:

“En elev, som træner kampkunst, spurgte mesteren: “Hvor hurtigt kan jeg lære alle disse bevægelser?” Mesteren svarede: “På fem år.” Eleven spurgte da: “Hvad nu hvis jeg virkelig anstrenger mig og gør alt, hvad jeg kan, hvor hurtigt kan jeg så lære bevægelserne?” Mesteren tænkte sig om et øjeblik og svarede: “Ja, så tager det fire gange så lang tid, tyve år!”

Citat fra Grethe Bruun: Storytelling i terapi og supervision.

Jeg har nu tilmeldt mig et kursus i Storytelling og glæder mig til at lære mere. Tilgangen passer rigtig godt med det narrative, som jeg tog en 1-årig efteruddannelse i på DISPUK sidste år. Jeg havde tilmeldt mig bl.a. fordi Michael White skulle undervise i 5 dage. Han døde få dage forinden, og kurset startede med at vi fik besked herom. Senere så jeg et par videooptagelser med Michael White, og jeg ærgrede mig over ikke at have haft muligheden for at lære af ham “live”. Der er noget helt særligt ved at lære af en person – ikke en bog, ikke en film – men en levende person.  

På Kommunikationsforum er der en fin lille intro til hans bog: Kort over narrative landskaber. Den vender jeg tilbage til!