Det er straks værre at tabe ansigt. Jeg tror at det er den, der taber ansigt, der selv er den skrappeste i vurdering af betydningen af hændelsen – nogle gange har andre har måske knapt bemærket den. Følelsen af at tabe ansigt kan ledsages af rødmen eller andre synlige kropslige symptomer.

Hvis man har prøvet at tabe ansigt vil man typisk fremover søge at undgå situationer, hvor det kan ske igen. Ubehaget ved at tabe ansigt er stærkt og huskes både af krop og følelser. Det er ikke altid virksomt at sige til sig selv, at det er noget pjat eller ulogisk, og det kan være vanskeligt at lade fornuften bestemme over de følelsesmæssige reaktioner. Det er som om fornuften ikke fungerer eller at den ikke kan komme til at bestemme i de situationer, det handler om.

Når man skal præstere noget, træde frem foran andre – eller vise noget om hvad man kan eller står for, kommer man i andres fokus. For mange af os er dette forbundet med en utryghed, ubehag eller angst for at tabe ansigt. Der er dermed meget mere på spil end selve oplægget: Det kommer også til at handle om risikoen for at tabe ansigt. Man forestiller sig at man taber respekt, status eller agtelse, og man forestiller sig at en enkelt situation vil være det, man bliver bedømt på.

For nogle kommer taleangsten eller angsten for at tabe ansigt til at stå i vejen for de fremtidsønsker, der er relateret til studie- eller arbejdsliv, men det kan også komme til at påvirke andre områder, for i kølvandet på undgåelsesadfærden, hvor man finder på undskyldninger, følger typisk selvbebrejdelser og nedtrykthed. Så er det på tide at gøre noget ved det, så taleangsten ikke kommer til at styre og bestemme!

Hvad synes du er værst: at ”tabe hovedet” eller at ”tabe ansigt”?

Man skal altid forberede sig (ikke i flyet eller toget, brug 10 dage)

Hver gang er unik (en succes er ingen forsikring, nyt publikum)

Man skal have noget at sige (spørg: Hvad vil du opnå?)

Start og landing er det farligste (det tager 15 sek. for folk at beslutte sig til, om de gider høre efter)

Gør det svære enkelt og konkret (anvend billeder så folk kan se det for sig)

Tal frit og levende (læs aldrig op, brug kun få og flotte overheads)

Tal med øjne, hænder og krop – med hele dit jeg (se dig selv på video og pil unoderne ud)

Du skal give noget af dig selv (folks skal føle du vil i dialog)

Sig aldrig undskyld (sig aldrig at du er syg, er kvinde, taler med dialekt etc.)

Alle talere mislykkes en gang imellem – også du (du må tage chancer og mislykkes ca. hver 3. gang)

Denne frygt er besværlig at opleve, men kan med træning mestres. Grundig forberedelse er vigtig – og undervejs kan man støtte sig til et stikordsmanuskript eller en præsentation. Det giver en vis sikkerhed og noget at vende tilbage til, når man undervejs for en kort stund kan tabe tråden. Når og hvis man taber tråden, kan det føles som meget lang tid før man finder den igen, men hvis man ser pausen på video, vil man kunne konstatere at en sådan pause oftest er overraskende kortvarig, og helt ok. Så man behøver overhovedet ikke undskylde, udtale selvbebrejdelser eller lignende, men kan i stedet blot fortsætte, hvor man slap.

Prøv at optage dig selv med lyd eller lyd+billede, når du næste gang forbereder et oplæg.

Bagefter kan du sammenligne din tidsfornemmelse af pauserne med optagelsen. Er der forskel?

Alain de Botton fortæller på Ted mere om sin forståelse af statusangst. Han kan høres her – i et veloplagt oplæg: